Et af de problemer, man som blogger ofte støder på, er, at tiden er knap, og at man ikke altid når at blogge så meget, som man gerne ville. For nå der skal være plads til kæreste, børn, venner, arbejde, studie og så en blog, så er der ikke altid tid nok. For at give nye og eksisterende bloggere en ide om, hvordan andre bloggere klarer netop denne problemstilling, satte vi også for at snakke med Marina fra candmor.dk om hendes knappe tid og håndteringen heraf. Vi giver ordet videre til Marina.

håndtere bloggen-top

Jeg hedder Marina og har nu i lidt over 2,5 år blogget på www.candmor.dk. Bloggen er en afspejling af mig og mit liv, som det ser ud nu med alt fra indlæg om familieliv og hverdagsglimt, litteratur, børne- og voksenmode og mad. Derudover har jeg en lille ambition med bloggen, idet jeg arbejder som PhD-stipendiat, og derved rigtig godt kunne tænke mig at få punkteret nogle af de myter, der er og kan være om det at arbejde på et universitet. Det er slet ikke så kedeligt, som de fleste går og tror. Lige nu er jeg dog på barsel, så mere babyrelaterede emner har naturligvis nu sneget sig ind.

Hvordan ser en normal hverdag/blogger hverdag ud for dig?

Marina - candmor.dkJa, der er så markant forskel før og efter barsel. Nu, hvor jeg ikke går på arbejde, kan jeg blogge og planlægge indlæg, når jeg lige føler for det, men baby er heller ikke kommet endnu. Det skal nok ændre sig, når hun først arriverer. Før jeg gik på barsel, havde jeg mit job at tage hensyn til, og bloggen skulle passes ind efter et arbejde med meget store udsving i arbejdsbelastningen. Jeg har dog altid haft det ”mantra”, at bloggen bare er en hobby, så hvis jeg har haft for travlt med mit arbejde, eller følt at der var andre dele af min dagligdag, der krævede lidt ekstra opmærksomhed, ja, så har bloggen altså måttet lide under det. Derfor har jeg primært blogget om aftenen, når min søn var puttet eller i weekenderne under hans lure, eller når jeg lige kunne snige mig til en time eller to i fred og ro.

Hvor mange timer bruger du ugentlig på bloggen?

Det svinger helt enormt! Dybest set tror jeg ikke, at jeg har lyst til at vide, hvor lang tid jeg reelt set bruger på bloggen, hvis man tæller alt med så som mailkorrespondance, redigering af billeder og tekst, kommentering hos andre bloggere. Et realistisk bud på en gennemsnitsuge – hvor alt tælles med – er vel en 8-10 timer.

Føler du nogensinde du bruger for meget tid på bloggen? eller for lidt tid på bloggen?

Ork ja, begge dele, men det er vist svært at komme udenom som mor og blogger. Der er altid noget at få dårlig samvittighed over 🙂

Hvad sker der for dig, hvis du ikke når at blogge det antal gange du gerne vil på en uge?

Her husker jeg på mit lille mantra ”Det er bare en hobby – det er bare en hobby.” Jeg kan naturligvis godt blive ærgerlig over ikke at nå min ambition om at blogge i hvert fald 3-4 gange om ugen, men bloggen er og bliver bare en hobby. Har jeg lidt tid tilovers, kan jeg godt lide at planlægge indlæg til et stykke tid frem eller blot til arkivet. Inspirationsindlæg, madopskrifter og anbefalinger af steder, produkter og lignende er typisk ikke tidsfaste og kan være rare at have som ”buffere”, skulle det på et tidspunkt knibe med at jonglere arbejde, familie og fritid/blog.

Hvordan påvirker mor-delen ift. at blogge og nå at blogge?

Min søn og mit familieliv er en kilde til evig inspiration. Enten har vi været på udflugt til et vildt spændende sted, vi har læst nogle anbefalelsesværdige børnebøger, eller vores søn har proklameret, at han vil være brandmand, når han bliver stor. Sådan kan jeg tage udgangspunkt i det, der både fylder i vores liv, og som vores liv fyldes med. På den anden side lægger familielivet også en dæmper på den tid, jeg reelt set har til at blogge. Family first…

Har du tips til andre, som synes det kan være svært at ”få tid” til at blogge?

To små kedelige ting, vi kender fra vores arbejdsliv, struktur/planlægning og koncentration, er også afsindig vigtige, hvis man har en ambition om at blogge regelmæssigt. At planlægge indlæg frem i tiden hjælper både mig til at nå det, jeg gerne vil, og til at få en vis ro over min blogging, fordi jeg ikke sidder og tænker ”Åh, hvad skal jeg nu blogge om i morgen?”. Derudover spiller overspringshandlinger også her en kedelig birolle. Det kan virke uoverskueligt med en blogmailboks, der flyder over med mails, jeg skal tage stilling til, men der er det bare at starte fra en ende af og ikke liiige smutte forbi mine yndlings børne- og voksenwebshops eller hoppe forbi Bloglovin’ og læse et par indlæg. Kedeligt, men sandt 🙂 Herudover synes jeg, at det er rart at have en lille idébank over indlæg til bloggen. Et Word-dokument, en note på telefonen eller notesbogen, hvor jeg lige kan skrive gode idéer til indlæg eller små sætninger og historier, der kan danne basis for indlæg. På den måde kan den sparsomme tid, man sommetider har til bloggen, bedre bruges, hvis de første femten minutter ikke skal bruges på at komme på en idé til et indlæg.

 

Vi takker Marina fra candmor.dk for, at hun havde lyst til at dele sine tips til at få en velfungerende blog med børn, familie, arbejdet og alt det andet. Marina er et godt eksempel på, at man sagtens kan styre en blog med mange bolde i luften samtidig med, at man skal huske at indse, hvad bloggen er – en hobby.

Malene Vinter

Mit navn er Malene Vinter og jeg skriver her på Unitate.dk omkring de mindre tekniske områder af blogging. Fokus er på, hvordan du opnår det bedste resultat i selve skriveprocessen. Udover Unitate så skriver jeg på boligbloggen Vinterfryd.dk.
Interview med Marina fra candmor.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *