Herunder giver vi ordet til Erik Back, som har en masse viden omkring det at skrive, hvilket næsten er den vigtigste disciplin for bloggere. Emnet er hvordan man igennem teksten fanger sine læsere, som hurtigt kan opbygge din følgerbase.

Copyright © Erik Back, 2015
Copyright © Erik Back, 2015

Du har skrevet på din blog i en måned. To måneder. Mere? Du har ingen læsere. Det er som at synge til en tom sal med plads til 1.000 tilskuere. Du føler frustration. Fristet til at give op. Lad mig vise dig hvordan du fanger læserne.

Jeg kender det kun alt for godt. Min første blog blev kun læst af min mor og et par tilfældig strejfere. Det var nedslående. Når jeg ser tilbage, så har jeg begået mange fejl som blogger. Dem har jeg lært meget af. I dette indlæg vil jeg dele noget af det jeg har lært så du ikke behøver at lave de samme fejl.

At fange læseren er næsten en kunst i sig selv. Der er meget du kan gøre, så disse tips er ikke udtømmende. Mit indlæg er lidt længere end jeg normalt ville skrive, men til gengæld garanterer jeg dig at følger du bare et par af disse meget værdifulde råd og tips, så vil du hæve din blog til et langt højere niveau.

Du får først nogle af mine mest værdifulde tips om blogging og derefter en række skrivetips du kan bruge med det samme.

Find fokus

Når du blogger skal du gøre dig klart hvad du vil skrive om. Som hovedregel gælder det at jo mere snævert dit fokus er, jo bredere er dit publikum.

Din blog skal have et specifikt emne du skriver om. Det er grundstammen på din blog. Vælg dit emne med omhu. Det er typisk din passion – dét du ikke kan lade være med at snakke om fra nu og resten af dit liv.

Din passion er dit personlige lager af uudtømmelige ressourcer, du kan bruge til at skabe værdi for andre.

Når du har fundet dit emne skal du finde ud af hvilken vej du vil tage. Du skal finde et tema. Altså den specifikke del af dit emne du vil skrive om, med din helt unikke synsvinkel.

Til sidst skal du finde ud af hvorfor du skriver. Hvad er dit mål? Hvor er du på vej hen? Du er nødt til at kunne vise dine læsere hvorfor du skriver for at få dem til at følge dig.

Det svarer til at tilbyde en anden et lift. Hvis ikke du ved hvor du kører hen, så vil personen sikkert sige nej tak til dit lift. Sådan er det også med dét du skriver.

Dit fokus består altså af tre dele: Emne, tema og mål.

Skriv med dine egne ord

Skriv altid dine tekster med dine egne ord. Lad være med at prøve at være noget du ikke er. Læseren gennemskuer det lynhurtigt og finder noget andet at læse. Det handler nemlig om tillid.

Det er en kendt sag at folk helst køber hos en de kender, kan lide og har tillid til. Det gælder også for dine tekster. Hvis du vil have læsere, så skal du opbygge en fast læserskare der kender dig. Kun ved at skrive med din egen stemme i dine egne ord kan du vinde dine læseres tillid.

Emne- eller personblog

Tag en beslutning. Enten skal du skrive en personblog eller en emneblog. Lad være med at blande de to ting sammen. De to typer blogge henvender sig til forskellige læsere og de mister tålmodigheden med dig hvis du ikke kan beslutte dig for hvad du vil.

En personblog handler om en person. I 99,9 % af alle personblogge handler den om bloggeren selv. Det er den sværeste blog at få læsere til – medmindre du er en offentlig kendt person. Jeg er ked af at sige det, men du er ikke specielt interessant set i den store sammenhæng.

Min anbefaling er at du holder dig langt fra den personlige blog hvis du vil have andre læsere end din mor. Det handler ikke om dig, men om dine læsere.

En emneblog handler om et emne. Sørg for at holde dig til emnet og sæt dig som mål at give dine læsere værdi. Stræb efter at lære dem at kende og sæt deres interesser over dine egne. Brug gerne relevante personlige historier, men lad det handle om læseren.

Kend dine læsere

Du skal vide hvem du skriver til. Hvis ikke du ved hvem din læsere er, kan du ikke målrette dine tekster. Dine tekster skal handle om noget der er relevant for dine læsere og som giver dem værdi. Derfor skal du vide hvad der er relevant og hvilke behov du skal dække. Det finder du kun ud af ved at lære læserne at kende.

Start med at skrive en persona. Efterhånden som du får følgere på bloggen og på de sociale medier, så gå i dialog med læserne. Lyt til dem. Find ud af hvem de er og hvad deres udfordringer er.

Opret en mailingliste så du hele tiden har kontakt med dine læsere. Mailinglisten er det mest værdifulde aktiv du har på din blog. Den er din direkte forbindelse til dine læsere.

Brug CTA (Call To Action)

Få læseren til at læse mere end et indlæg på et besøg. Det giver din side mere værdi i søgemaskinernes øjne. Det giver mere trafik og flere læsere.

Hvis du får læseren til at læse mere end en artikel er der større sandsynlighed for at læseren vender tilbage eller anbefaler dig i sit netværk.

Du får læseren til at læse mere ved at bruge call to actions (CTA). En CTA er en opfordring til at klikke videre til et andet område af din side.

Sæt dig i læserens sted. Når du har læst en hel artikel er det fordi den har givet dig værdi og du er sulten efter mere. Enten fordi det var så godt at du gerne vil læse mere, eller fordi du har brug for at få uddybet noget i artiklen.

Hvis du ikke finder et link og en opfordring til at læse mere, hvad gør du så? Du klikker lynhurtigt tilbage til Google og finder en anden side. Det gør de fleste.

Det skal være nemt og hurtigt at finde relevante indlæg på din side. Derfor skal du giver læseren links til andre artikler du har skrevet om emnet. Enten i løbet af artiklen eller sidst i indlægget.

Skriv noget i retning af: Læs også min artikel “bla bla” der uddyber hvordan du kan “bla bla”.

Klik.

Læseren er videre til næste side og du er omgående mere populær.

Bliv bedre

Bliv lidt bedre til at skrive hver dag. Lad være med at søg det perfekte. Du er nødt til at skrive hver eneste dag. 500 ord er et godt udgangspunkt.

Lav evt. en challenge. 500 ord hver dag i en måned. Tro mig – du bliver markant bedre til at skrive og fange læseren.

Du behøver ikke at være perfekt for at give værdi. Faktisk kan du starte som total nybegynder på dit felt. Du kan tage læseren med på din rejse fra nybegynder til ekspert. Vise hvordan du gør og hvad der virker for dig. Fortælle om resultatet og være til inspiration for andre.

Nogle af verdens mest succesfulde bloggere er startet sådan.

Hvis du vil lære hvordan du bliver en bedre blogger og skrive mere målrettet, så er her et kursus i 12 lektioner som ikke koster noget.

Skrivetips når du blogger

Disse skrivetips er korte og enkle. De har alle det formål at gøre din tekst nem at læse, så du hurtigt får dit budskab ud og fanger læseren.

  1. Skriv korte sætninger. Kun én information i hver sætning.
  2. Brug mange punktummer.
  3. Skriv ikke mere end tre linjer pr. afsnit. Max fire.
  4. Brug stor skrifttype – 16 eller 18.
  5. Lav stor afstand mellem afsnit.
  6. Skriv gerne mange underoverskrifter.
  7. Lad et indlæg fylde 500 – 800 ord. Men skriv gerne lidt længere artikler en gang imellem.
  8. Overskriften betyder alt. Brug tid på at skrive en god overskrift.
  9. Indledningen er også meget vigtig. Gør budskabet enkelt og entydigt.
  10. Undgå lange ord. Find synonymer til ord på mere end syv bogstaver.
  11. Undgå fagsprog. Antag at læseren ser din tekst første gang. Den største trafik kommer fra nybegyndere.
  12. Undgå forkortelser. Hvis du bruger dem, så skriv altid hvad de betyder. Fx call to action (CTA)
  13. Skriv aktive sætninger. Dvs. bøj udsagnsordet.
  14. Undgå ordet “man”. Tag stilling til hvem man er.
  15. Vælg dit komma. Jeg bruger Dansk Sprognævns anbefaling – dvs. drop startkommaet.
  16. Brug “du” i stedet for “jeg”.
  17. Undgå sammensatte ord. De bliver lange og tunge.
  18. Undgå verbalsubstantiver – brug udsagnsordet i stedet for. Fx forbedring (skriv: forbedre)
  19. Undgå klichéer og floskler.
  20. Skriv i billeder.
  21. Fortæl en historie.
  22. Undgå at starte sætninger med “Det er… ” og “Der er…”

Hvad er dit bedste skrivetip?

Listen er langt fra komplet – hjælp os ved at dele dit bedste skrivetip i kommentaren nedenfor.

Erik Back

Erik Back

Erik Back er skribent. Han hjælper med at skrive tekster der bliver læst. Brænder for blogging, mailing-lister, content marketing og sociale medier. Du er velkommen til at hente mere inspiration på erikback.com. Følg også Erik på Twitter og LinkedIn.
Erik Back

Latest posts by Erik Back (see all)

28 skrivetips til at fange dine læsere

4 thoughts on “28 skrivetips til at fange dine læsere

  • November 26, 2015 at 6:50 pm
    Permalink

    Jeg synes en blog er så personlig, og kan have så forskellige udtryk, at det er umuligt at komme med endegyldige tips til hvordan man SKAL gøre. Det skal også føles naturligt for den der skriver, og det tror jeg næsten er min eneste “regel” hvad angår blogs – Hvis ikke jeg kan se at hjertet er med hos den der skriver, så kan det være lige meget.

    Personligt ville jeg ikke gide læse en blog der fulgte alle overstående råd – Jeg ville få pip af at se flere af dem udfyldt i praksis på én og samme tid. Men det er jo netop “fælden” ved miljøet – Alle er så forskellige, både blogforfatteren og bloglæseren. Og man vil aldrig kunne nå alle og fange alle der måtte læse med. Derfor synes jeg at regel nr. 1 må være at gøre sig selv tilfreds med resultatet. Uanset hvilket facit man ender op med på bloggen, så skal der nok være nogle der er enige. 🙂

    Reply
    • November 27, 2015 at 8:02 am
      Permalink

      Hej Katja

      Du har helt ret – du skal først og fremmest selv være glad for dét du skriver. Derfor er det vigtigt at følge din passion.

      Men desværre er det ikke nok at skrive derudaf hvis man vil have læsere. Rigtig mange bloggere vil gerne have flere læsere og for at få det, må man gøre en indsats for at blive bedre til at skrive og formidle sit budskab.

      Hvis man er ligeglad med om ens tekster bliver læst, så er ovenstående tips naturligvis ligegyldige.

      Det gode ved dem er at bloggens niveau bliver hævet uden at læseren bemærker det. Jeg tror at det er de færreste læsere der ville få pip af at en blogger bliver bedre til at skrive, følger sin passion, hjælper sine læsere, giver værdi, skriver forståeligt og på en måde der er nem at gå til.

      Når det gælder blogging og kreativitet, så har du ret – der gælder ingen regler. De kan virke hæmmende. Disse tips er ikke regler der skal følges stringent, men et sæt metoder der virker rigtig godt. Det er op til den enkelte blogger om han eller hun vil bruge nogle af dem. 😉

      Reply
      • November 27, 2015 at 7:24 pm
        Permalink

        Selvfølgelig må man gøre en indsats for at få læsere, det gælder både i indhold og branding. Men at sidde og sige at det ikke kan lade sig gøre uden at følge de 29 tips slavisk er måske lige at trække grænsen, hvilket du jo mere eller mindre gør ved at sige at “Hvis man er ligeglad med om ens tekster bliver læst, så er ovenstående tips naturligvis ligegyldige.” 😉

        Nogle af de mest succesfulde bloggere jeg kender følger måske halvdelen af overstående tips, og det har da ikke hæmmet dem. Det vigtigste er vel at man gør sin blog lettilgængelig og brugervenlig, men med sin egen stil for øje. Og igen, læsere er også forskellige: Nogle foretrækker blogindlæg med tre linjer og 17 billeder. Andre foretrækker blogindlæg med 17 linjer og ét billede. Andre igen foretrækker noget helt tredje. Ingen af de muligheder er mere rigtig end den anden, det afhænger jo af læseren. Og af bloggeren.

        Reply
  • November 29, 2015 at 5:06 am
    Permalink

    Hej Katja
    Jeg er ked af hvis jeg har givet forståelsen af at en blogger kun får læsere ved at følge alle tips slavisk.
    Listen er en samling af min bedste erfaringer og er langt fra komplet. Skrivestil og publikum er forskellig. Derfor kan der sagtens være flere og bedre tips.
    Du har selv en solid baggrund i bøger og marketing, så jeg er sikker på at du selv har nogle metoder der virker godt for dig. Måske virker de også for andre? 🙂

    Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *