Sådan overholder du kravene i den nye markedsføringslov, som træder i kraft 1. juli 2017. Som blogger er du selv ansvarlig for at holde dig opdateret på lovgivningen omkring det at blogge. Og det kan være en jungle at finde rundt i. 1. juli 2017 træder en ny markedsføringslov i kraft, og den vedrører især bloggere.
Her giver vi dig et overblik over, hvad den nye markedsføringslov stiller af krav til dig. Er du ikke blogger men blot privatperson, f.eks. med mange følgere på Instagram, gælder disse regler også for dig.
Formålet med den nye markedsføringslov
Formålet med at ændre markedsføringsloven er først og fremmest, at Forbrugerombudsmanden får nemmere ved at slå ned på skjult reklame på de sociale medier. Med sociale medier menes blogs, Instagram, Facebook og YouTube. I dag kan en blogger nemt slippe afsted med f.eks. et sponsoreret blogindlæg eller Instagram billede uden at markere det med “sponsoreret”, “reklame”, “annonce” og lignende. Og derfor er der måske mange bloggere og influencers, som ikke gør det. Samtidig skal det også være med til at gøre det klart for dine læsere og følgere, om der er tale om reklame eller ej.
I den nuværende markedsføringslov gælder det, at der er tale om reklame, når der foreligger en klar aftale mellem en virksomhed og en blogger. Hvis en blogger modtager et produkt fra en virksomhed uden aftale er der ikke tale om reklame, og f.eks. et blogindlæg skal derfor ikke markeres med reklame etc. Dette bliver ændret pr. 1. juli med den nye lov. Her vil det også primært være virksomheden, som skal sørge for, at reglerne i forhold til reklame overholdes. Men, du kan som blogger også gøres ansvarlig for ikke at overholde reglerne.
Sådan overholder du reglerne i den nye markedsføringslov på Instagram.
Det skal du gøre for at overholde den nye markedsføringslov
Du skal huske at skrive reklame, annonce eller sponsoreret ved dit blogindlæg, dit billede eller din video. Og det gælder også, selvom du har modtaget produktet uden aftale. Uanset hvad du vælger at skrive, skal det altid stå tydeligt i toppen, inden selve teksten kommer.
Sponsoreret gælder, når du har fået betaling for f.eks. dit blogindlæg. Ordene reklame og annonce kan dække over et modtaget produkt eller en omtale uden betaling. Men i virkeligheden er det bare vigtigt, at du skriver det ene eller det andet. Teksten reklame må gerne stå på selve billedet, så det bliver set først, i stedet for øverst i selve teksten.
Det må ikke stå som f.eks. #reklame på Instagram. I så fald skal det stå helt forrest. Hvis du benytter dig af affiliate links, skal du i stedet skrive reklame links, da det ikke kan forventes, at alle kender ordet affiliate. Derudover er det ikke ok at skrive “kan indeholde reklame links”, da det er misvisende, om dit blogindlæg indeholder dem eller ej. Har du en YouTube-kanal, skal du skrive f.eks. reklame i både titlen på din video samt i starten af beskrivelsen.
Sådan overholder du reglerne i den nye markedsføringslov i et blogindlæg.
Derfor skal du overholde kravene i den nye markedsføringslov
Der er forskellige grunde til, at du skal overholde den nye markedsføringslov. For det første vil du helst gerne undgå en bøde og/eller en politianmeldelse. Og for det andet vil du gerne være troværdig over for dine læsere. Uanset om du tjener penge på din blog, Instagram-profil eller YouTube-kanal, betyder dine læsere noget for dig. Og vil du gerne have, de kommer igen, skal du være ærlig over for dem.
Selvfølgelig har du også et vist ansvar over for den virksomhed, du samarbejder med, så de ikke får en bøde og/eller en politianmeldelse.
Hvad tænker du om den nye markedsføringslov?
Selvom den nye markedsføringslov først træder i kraft 1. juli, er det en god idé allerede nu at implementere reglerne. Så står du ikke med håret i postkassen, når ændringerne begynder at gælde. Dette er, hvad vi kender til ændringerne dags dato. Kommer der større ændringer forventer vi at dele dem med dig her på Unitate.dk, så følg gerne med.
De er godt nok hidsige i forhold til at gøre det anstrengende at være blogger 🙂
Hej. Tak for en god oversigt.
Gælder det også, hvis jeg viser et produkt frem, jeg sælger i min webshop. Som solcremen øverst?
/Søren
Hvis bloggen ligger eksternt fra din webshops, så ja. Er de på samme domæne, så må man antage forbrugeren ved det.
Hejsa og dejligt der findes noget information på nettet. Gælder det også når man har en erhvers side på Facebook og instagram?
Hvis det er tydeligt, at du på din Instgram/Blog er koblet til din virksomhed, så har der tidligere været omtalt, da disse regler ikke gælder (dvs. når det er reklame for dine egne produkter, og det er tydeligt generelt på bloggen, at du sælger produkter).
Hej – Gælder det også, hvis jeg skriver et indlæg omkring et produkt, eller f.eks. et sted jeg har besøgt – en anmeldelse om du vil – men hvor jeg ikke har noget samarbejde med stedet og derfor heller ikke har fået betaling? Det er selvfølgelig “gratis” reklame, men ikke noget der er aftalt, blot min egen holdning.
Hvis der overhovedet intet sammenhæng er imellem din artikel, og den virksomhed/produkt du skriver om, så er der ikke noget at bekymre dig om. Men eksempler påviser, at situationer hvor virksomheder har været i kontakt med bloggere, og en anmeldelse er blevet skrevet, uden der var en aftale herom – stadig skulle markeres. Fordi der var en “forventning” fra virksomheden, da disse to kontakt til bloggeren, selvom det ikke blev sagt sort på hvidt.
Hvis man er blevet kontaktet af en virksomhed som gerne vil give en en “wellness” behandling uden beregning, men de kræver IKKE at man poster noget. Det vil de gerne have jeg gør hvis jeg har lyst, men som sagt IKKE et krav for dem! Hvad skriver man så? #inviteret #gave ?? Help 😂