Virksomhederne beder dig fjerne links? Hvorfor?

fjerne link2Dette indlæg blev egentlig sat i værk efter en række danske modebloggere var blevet kontaktet af en stor webshop, som ville have dem til at fjerne links fra deres blog til webshoppen.

Dette skabte selvfølgelig en masse debat bloggerne imellem, da de fremsendte e-mails tydeligvis var fra en standardskabelon, samt ikke nævnte hvilke indlæg der var tale om. Men vigtigst af alt, så var der ingen begrundelse for fjernelsen i mailen.

Det bragte selvfølgelig spørgsmålet frem – kan de kræve dette af bloggeren? Og hvorfor er det helt præcist de ønsker at få fjernet links? Og i mange tilfælde links, som de selv havde bedt om? Disse spørgsmål vil vi forsøge at besvare i dette blogindlæg.

Kan virksomhederne kræve at du fjerne et link eller indlæg?

Først er det vigtigt at sige, at der så vidt vi ved, ikke findes nogle regler omkring samarbejdet mellem bloggere og virksomheder. Derfor må udgangspunktet tages i de normale regler for markedsføring, kontrakt samt ophavsret.

Læs mere » Sådan samarbejder du med virksomheder

Da du ejer din blog, og da du ikke har indgået nogen kontrakt med virksomheden du linker til, så kan virksomheden ikke kræve at du fjerner et indlæg eller links i et indlæg. Selvom indlægget kommer på baggrund af et samarbejde,  giver dette således ikke rettigheden over indlægget.

Kun i tilfælde, hvor indholdet er i strid med den gældende lovgivning, der forbyder diskriminerende ytringer eller seksuelt indhold, kan politiet kræve indholdet fjernet.

Jamen, hvorfor er det så, at de ønsker at få fjernet disse links?

Der kan være flere forskellige grunde til, at virksomhederne ønsker at få fjernet links til deres webshop – men disse vil næsten altid komme fra et SEO perspektiv.

Det som kan ske er, at webshoppen har mistet dele af deres organiske trafik (dvs. den trafik som de modtager fra søgemaskiner som f.eks. Google). Denne trafik har de mistet pga. fald i placeringerne på søgemaskinernes resultatlister, på grund af deres nuværende links (og strategien for at få disse). De mistede placeringer kan enten være kommet som effekt af Googles algoritmeændringer (f.eks. algoritmeændringen kendt som Penguin), eller fordi der har været en manuel gennemgang af deres links (F.eks. hvor Google manuelt gennemgår alle de links, der peger til webshoppen for at finde unaturlige links).

Hjemmesiden står derfor overfor en situation, hvor Google mener at deres links ikke overholder Googles retningslinjer. I værste tilfælde kan hjemmesiden helt blive fjernet fra Google, men i næst værste, vil de modtage en advarsel fra Google omkring unaturlige links.

Står virksomheden i en af disse situationer, kan de se sig nødsaget til, at fjerne disse ”unaturlige” links for, at genskabe deres tidligere placeringer på resultatlisterne.

Og hvordan kan et link være ”unaturligt”?

Ofte så beskrives unaturlige links i dette sammenhæng som links, der ikke er skabt naturligt – forstået på den måde, at man selv har skabt, eller haft stor indvirkning på skabelsen af linket. Det har således ikke nødvendigvis noget at gøre med kvaliteten af den hjemmeside/blog som linket er på.

Når vi snakker om links fra et blogindlæg, så kan dette bl.a. være unaturligt ud fra følgende betragtninger:

  1. Det er skabt igennem et samarbejde med virksomheden, og dette fremgår ikke tydeligt af indlægget.
  2. Der er benyttet unaturlige anchor-tekster*
* Anchor-teksten er den tekst som linket er vedhæftet. Mere omkring dette herunder.
unatrulige linkNår det kommer til den tekst som du linker i, er det tidligere set, at virksomheder dikterer hvilke ord, som bloggeren skal linke i. Dette kan skabe en unaturlig fordeling af anchor-tekster (Se eksempel her). Eksempelvis hvis en virksomheder beder alle bloggene om, at linke i ordet ”sneakers”, så vil dette hurtigt fremstå som unaturligt i f.eks. Googles øjne.

Når vi snakker omkring disse manuelle advarsler fra Google, så er der selvfølgelig mange andre former for ”unaturlige links”, som de kigger på. Ofte vil links for bloggere ikke være de værste, men når først virksomheden har fået denne advarsel, så bliver alle links taget på en gang. 

Skal du så fjerne linket?

Det er helt op til dig, om du ønsker at fjerne linket. I langt de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt blot at fjerne linket, og du behøver ikke at fjerne hele indlægget. Derfor kan du stadig beholde det vigtigste element på din blog – nemlig selve indlægget.

Men valget er som sagt helt op til dig! Mener du at linket giver værdi for dine læsere, så skal dette selvfølgelig blive i dit indlæg, og virksomheden kan ikke kræve at du fjerne det – men blot ønske dette af dig.

Har du spørgsmål omkring dette – eller har du selv været ud for, at en virksomhed har kontaktet dig med sådanne forespørgsler, så læg en kommentar herunder.

2 thoughts on “Virksomhederne beder dig fjerne links? Hvorfor?”

    1. Hej Camilla
      Det kan jeg give dig helt ret i. De virksomheder som ender i sådanne en situation, har dog ofte ikke mange muligheder. Men den måde de vælger at gøre det på (upersonlige e-mails uden begrundelse) er slet ikke den rigtig måde.

      /Nicolaj

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to Top